Recepter

Siden opdateres løbende

RØLLIKESNAPS
Almindelig røllike – Achillea milifolium.
Blomstrer fra juni til oktober. Man skal ikke bruge blomsterne af den allerførste blomstring tidligt på sommeren. Efter et par uger, med sol og varmere vejr, har blomsterhonningen fået mere smag – og det er den, det drejer sig om; honningen i de enkelte små blomster.
Kun plantens udsprungne blomster skal bruges. De klippes af med en saks og med så lidt grøn stængel som muligt.
Der skal bruges ca. en deciliter – en kaffekop fuld – og de skal være sammenpressede. Blomsterne trækker derefter på et syltetøjsglas i 2½ – 3 døgn i en flaske snaps/vodka. Sigtes derefter gennem et kaffefilter.
Farven er grønlig, senere gulrød, efter flere år nærmest mahognifarvet.
Kan drikkes frisk og har så en honningsmag. Efter lagring opnår man en kraftig, bitteragtig og fyldig smag.
Vær opmærksom på, at nogle personer kan være allergiske overfor røllike.