Anneberg Kulturpark 2024

Foredrag med Gitte Klausen onsdag den 24. januar 2024:
”Bygget af mennesker til glæde for mennesker – og det skal stadig præge stedet.”

Der var tilmeldt 72 medlemmer, men måske pga. lidt forvirring omkring mødested, var vi kun 68, da foredraget gik i gang. En del deltagere havde læst indbydelsen derhen, at foredraget foregik i den gamle Festsal ved restaurant Mota. Det skal vi være opmærksom på fremover. For bestyrelsen for Odsherreds Kulturhistoriske Forening var aftenen helt særlig. Fordi vi længe havde ønsket, at vores medlemmer skulle høre Gitte Klausen fortælle om sig selv og om hendes tanker omkring erhvervelsen af den fredede Grønnegården, dvs. alle de røde bygninger i det tidligere sindssygehospital, og ikke mindst om etableringen af Anneberg Kulturpark. Det var en rigtig god aften, hvor vi fik en meget personlig fortælling af Gitte Klausen om hendes indtil nu 6 år her i Odsherred og hvor flere af deltagerne anerkendte Gittes store arbejde for Odsherred.

Her er et lille udpluk af dialogen mellem foreningens formand Kjeld Jensen og Gitte Klausen (kursiv):

1.
Gitte hvad er din baggrund og hvad kalder du selv din profession?
PhD i human ernæring år 2000.
Selvstændig sundhedscoach indtil 2008 (finanskrisen), hvor jeg begyndte at investere i historiske ejendomme.
Min nuværende profession er vel ”ejendomsudvikler” og leder af en privat kulturinstitution, – men jeg ser mig også som en forvalter af en gammel arv. På et tidspunkt skal jeg give den videre – og når det engang sker (forhåbentligt langt ude i fremtiden), så videregiver jeg både berigede bygninger og et kulturprojekt, der kan bygges videre på af de rigtige folk.

2.
Du køber Grønnegården i 2018. Jeg har forstået, at det nærmest var tilfældigt? Vil du ikke fortælle, hvordan det gik til?
Færdig med et stort projekt i Polen samt med Hellerup Brand- og politistation og ved en julefrokost siger mine 2 veninder til mig, der begge har sommerhus i Odsherred, at jeg skal kigge på Sindssygehospitalet. Allerede ½-vejs igennem fremvisningen først i januar, havde jeg taget beslutningen og 14 dage efter var jeg den lykkelige ejer af Grønnegården….
3.
Grønnegården er jo fredet. Du var den første og eneste af mange interesserede købere, der sagde, at du var meget glad for fredningen og ville gøre alt for at indrette din fremtidige benyttelse, så den understøttede fredningen.
Der er jo en grund til, at man freder. Nemlig for at bevare og sikre den vigtigste danske kulturarv for vores efterkommere. Det synes jeg faktisk er et godt princip – og jeg deler ikke frustrationen over Slots- og Kulturstyrelsen. De kunne godt være hurtigere, men jeg ser dem som samarbejdspartnere, hvor vi har fælles interesser.
En anden grund: Det er jo kun de mest interessante bygninger, der bliver fredet, og uanset, hvor dygtige en arkitekt, du er, så kan du ikke bygge dig til historien. Som kreativ sjæl, så synes jeg også, at det er et spændende benspænd, når der skal udvikles på bygningerne. Det er et puslespil, som man kan hygge-pusle med længe…

4.
Hvad var dine tanker ved købet? Hvad når du at overveje – fra du besigtiger Grønnegården i weekenden til du køber stedet mandag formiddag?
At der er RIGTIG meget potentiale… Når du har meget af noget, bliver det nemmere at lave et projekt ud af det.
Og at der var en lille charmerende kirke – og en flot festsal måtte betyde, at vi altid kunne slå os på at lave en bryllupsforretning.

5.
Hvornår får du ideen til Anneberg Kulturpark – og har fredningen nogen indflydelse herpå?
Foråret 2019 –Navnet vælges 18. marts 2019
Jeg husede efterhånden en del fødevarevirksomheder og får prædikat af at have en fødevare hub. Jeg tænker over fælles etikettemaskiner og fælles forsikringer, men Odsherred kommunes erhvervsrådgiver, Anette Friis anbefaler at afholde fælles arrangementer. For så skal virksomhederne nok få snakket sammen og finde fællesskab. Og det lykkedes jo rigtig godt.

6.
Sindssygehospitalet Nykøbing Sjælland havde fra første dag i 1915 en helt uvurderlig betydning for Odsherred – og kan slet ikke overvurderes. Jeg vil gå så langt som til at sige, at hospitalet har betydet, at vi stadig har en købstad, der hedder Nykøbing Sj. Lukningen og flytningen af hospitalet i 2015 var derfor et enormt tab for Odsherred.
Vores vurdering er, at du med dine visioner for Anneberg Kulturpark er godt i gang med at udvikle stedet til det vigtigste kraftcenter i Odsherred – ikke som en lukket institution, men som et sted, vi og kommunens mange besøgende alle naturligt besøger hen over året. Det er en enorm opgave, du har påtaget dig Gitte. Hvilke overvejelser har du haft?
Jeg tænker rigtig ofte, at der ikke er en facitliste… Jeg har selvfølgelig hele tiden en plan og et mål, men planen bliver hele tiden evalueret og justeret, – den type af overvejelser har jeg mange af…
7.
Som nogle af jer måske husker, så flyttede Odsherreds Kulturhistoriske Forening i 2020 fysisk fra Odsherred Museum til Anneberg Kulturpark. Det gjorde vi, fordi det for os var meget tydeligt, at Anneberg Kulturpark var blevet det sted, hvorfra den fremtidige udvikling af Odsherred ville ske. Og den udvikling ønskede vi at være en del af.
Heldigvis var du enig – og vi har siden haft et forbilledligt samarbejde. Hvad tænkte du, da jeg kontaktede dig første gang?
Jeg blev meget glad – og meget benovet – og fik ærlig talt dårlig samvittighed overfor Museet. Var bange for, at de skulle miste jer som en selvstændig attraktion. Men jeg har jo heldigvis bevaret et rigtig godt forhold til museet – og støtter op om, at det nu flytter til Nykøbing. Nykøbing bliver endnu mere en kulturby – det gør hele området stærkere.
8.
Vi mødtes som sagt første gang i 2020. Det er helt tydeligt, at Anneberg Kulturpark betyder noget helt særligt for dig. Det kan godt være, at dit køb starter som en investering – men det er blevet et “con amora” forhold for dig. Er det rigtig opfattet?
Købet var bestemt ikke en økonomisk investering. Jeg kunne fra starten se, at der skulle arbejdes – og investeres rigtig meget, før det kunne blive en forretning. Det skal der stadig. Men det har været en investering i livsindhold – og livsglæde. Det er svært at beskrive, men jeg føler lidt, at mit forhold til Anneberg var forudbestemt. Det var ikke noget valg. Det ventede på mig.
9.
Gitte – vil du fortælle, hvorfor du vælger citatet ”Bygget af mennesker til glæde for mennesker – og det skal stadig præge stedet” som den ledesnor, Kulturparken skal udvikle sig efter?
Det her sted er bygget af de dygtigste arkitekter og håndværkere til de absolut laveste i samfundet. Kort før disse anstalter og hospitaler blev bygget, satte man folk i dårekister og fængsler. Nu fik de ro skønhed og meningsfuldhed i deres liv for at blive raske. Det sjove er, at bygningerne og stedet stadig har den virkning på mennesker af alle slags. Og det skønne er, at folk tager ejerskab for stedet. Fem for et slot eller et gods, hvor man i bedste fald føler sig som en beskuer, – en besøgende, og i værste fald patroniseret – så kan disse bygninger noget, der giver folk ro og fred og glæde. Og det skal de blive ved med.
10.
Jeg kender ingen, der som dig kan se muligheder i samarbejdsrelationer – du har en stor evne til at spotte, hvem og hvad der kan berige hinanden og Anneberg Kulturpark. Lad mig blot i flæng nævne nogle: Dansk Tang, Isøre Is, Deeper Roots bryggeri, Verdensmål-kunst, cykelruter, Sct. Hansbål, gourmetmad, Psykiatrisk Museum, kunstnerfløjen og os selv.
Har du fra start haft en overordnet plan for udviklingen af Anneberg Kulturpark eller er den tonet frem undervejs?
Jeg tænker selv, at jeg har en klar idé om, hvad der skal ske, men jeg får hele tiden nye idéer – eller folk bringer mig gode idéer. Og er ikke bange for at flytte rundt på brikkerne. Jeg er heller ikke bange for at lukke ned for idéer, der af en eller anden grund ikke virker.
11.
Efter 2018 har du opkøbt bygninger udenfor Grønnegården f.eks. Vibehus, Egehus og Lærkehus (her hvor vi sidder netop nu) – hvorfor?
Lærkehus er jo vores Gæstehus med 31 værelser. Det støtter op om vores restauranter og vores arrangementer. Men der er potentiale til meget mere overnatning. Området skriger på flere hotelsenge – og det skal vi have i Egehus.
Måske også i Vibehus – men det kan også være, at det bliver noget uddannelse eller kursusvirksomhed, der får plads der.

12.
I 2020 foreslår du bestyrelsen for Geopark Odsherred, at Anneberg Kulturpark bliver Geopark Campus Center (dvs. de facto Geopark Center). Hvordan bliver det modtaget?
Tja det blev sådan set modtaget fint, men var måske en af de idéer, der ikke rigtig var ”ment to be”. Vi har dog et helt fantastisk samarbejde med både Geoparken og VisitOdsherred. Anneberg står jo på de helt samme ben, som Geoparken med landskabet i centrum – og kunst, kulturhistorie og råvarer (fødevarer) rundt om.
Som en beskeden tilføjelse kan jeg nævne, at vi opsætter en Geopark-udstilling i det nye udstillingsrum i Gl. Brandstation – fordi Odsherreds Kulturhistoriske Forening bakker fuldt op om Geopark Odsherred. Og der er ingen steder udstillingen er mere berettiget end her.
13.
Kan du løfte sløret for nogen af dine nærmeste planer for udviklingen af Anneberg Kulturpark? Og hvis ikke – så for nogle af dine fremtidsvisioner f.eks. genskabelsen af den historiske have?
Galleri i kunstnerfløjen
Butik med café, kursuskøkken, creative space. Salg af lokale produkter samt kunst.
Konferencesal i Gæstehuset
Flere overnatningsmuligheder
Hytter i en skovhave
Skønvirkehaven – afventer færdiggørelse af omkringliggende byggerier – begynder dog stille og roligt med småprojekter

14.
Alle vi aktører/lejere skal tilslutte os og anerkende et manifest, som du får lavet tidligt i udviklingen af Anneberg Kulturpark. Hvorfor det?
Fordi meningen med kulturparken er at skabe sammenhold, samarbejde og synergi. Fordi dem, der flytter ind, skal vide, hvad de går ind til. Fordi jeg skal holde mig for øje, at alle rum, jeg lejer ud skal indgå som en del af den samlede Kulturpark.
15.
Hvordan har dit samarbejde siden start udviklet sig med Odsherred Kommune?
Ganske fantastisk. Jeg har kun mødt støtte og samarbejde – og meget anerkendelse.
16.
Du lejer – vist nok i 2021 – Egehus ud til kommunen – til bosted for flygtninge fra Ukraine. Hvordan er det gået?
Rigtig fint. De er godt i gang med at finde permanente boliger – og jeg forventer, at i hvert fald det ene hus snart er tomt. Det er jo også den måde, som jeg har kunnet give noget tilbage til kommunen.
17.
Du har investeret voldsomt i udviklingen af Anneberg Geopark. Bare i vores lille bygning Gl. Brandstation er hele den elektriske installation fornyet. Det har ikke været gratis – og andre steder bruger du langt flere penge. Hvordan ser du fremtiden?
Der skal stadig bruges flere/mange penge, men det er jo penge, der langt hen af vejen øger værdien af bygningerne – og sikrer Kulturparkens fortsatte udvikling. Vi skal have endnu mere liv i bygningerne, der vil sikre en sund forretning i fremtiden.
18.
Du har udvidet din organisation i Anneberg Kulturpark kraftigt det sidste år. De første år havde du kun få ansatte f.eks. var I kun 3 personer i administration. Meget – for ikke at sige alt – gik gennem dine hænder og hoved. Du var der bare altid. Jeg kan huske, at du på et tidspunkt sagde, at du ikke havde holdt ferie i flere år. Hvordan går det nu med at holde fri og måske endda tage på ferie?
Det går bedre… I 2023 var jeg afsted et par uger. Jeg har jo altid min computer med mig – og mine medarbejdere ved, hvornår de skal ringe til mig.
Jeg er desuden ret god til at prioritere familien og mine venner, mine løbeture – og jeg øver mig også i at uddelegere opgaver, som jeg ikke selv er god til. Jeg har nogle fantastiske mennesker omkring mig – både familie, venner, medarbejdere, aktører og øvrige netværk, som alle vil mig det godt. Sådan føles det i hvert fald – og det giver energi til at gøre sig umage – og til at gøre lidt ekstra – hver dag.
En vigtig ting, der er sket i forbindelse med udvidelsen af organisationen, er at vi har opdelt forretningen i ”drift” og ”udvikling”. Jeg er ikke god til drift. Så det har vi ansat nogle dygtige folk til, der kan aflaste os, der sidder med udvikling.

19.
Dine projekter som ejendomsudvikler har alle været af kortere varighed. Nu er du i gang her på 6. år – hvordan føles det?
Surrealistisk… Selv efter 6 år, hvor vi har opnået rigtig meget, så føles det som om, vi stadig kun lige er begyndt. Men jeg føler, vi er et godt sted. Jeg har et fantastisk team omkring mig. Vi er seriøse og arbejdsomme, men kan også være både alvorlige og have det sjovt sammen. Det giver lyst til at gå på arbejde hver dag.

Skal vi ikke lade de sidste udsagn være afslutningen. Det at være glad når man går på arbejde – og glad når man går hjem.